|
Rejsebeskrivelse fra Uzbekistan 7.-18. april
Nu var det endelig blevet muligt at rejse til Uzbekistan uden ret mange coronarestriktioner, så nu skulle det være, for vi syntes det kunne være interessant at se nogle af silkevejsbyerne i Centralasien. Vi valgte en 12 dages tur med Viktors farmor, fordi den lød interessant, og vi havde god erfaring med dem fra en tidligere rejse.
7. april - Afrejse
Vi skulle flyve med Turkish Airlines via Istanbul fra København omkring kl. 7 om aftenen, så vi fik en tilslutningsbillet fra Aalborg. I København lufthavn vekslede vi penge, for vi skulle have dollars med.
Vi mødtes med hele gruppen på 20 ved halv 6 tiden og kom hurtigt i snak med flere af dem. Næsten alle har rejst meget. Vores rejseleder hed Nette og var meget flink og dygtig. Hun har været i Usbekistan 27 gange, så hun kender landet rigtigt godt. Vores lokalguide Bekzod var også rigtigt god og kompetent og har lært lidt dansk. De 2 har arbejdet sammen mange gange.
Det tog ca. 4 timer at flyve til Istanbul. Der var fin service ombord med varm mad og vin. Vi landede ved 23-tiden og havde 2 timer til at skifte fly. Istanbul lufthavn er kæmpestor, men heldigvis skulle vi ikke igennem security, for så ville det have taget lang tid. Vi skulle bruge mundbind i flyet og Istanbul lufthavn.
Flyet til Tashkent var meget stort med 8 sæder på tværs. Det var næsten fyldt op, men ikke med særligt mange turister. Nette mente, at det var mange fra Uzbekistan, som arbejder i Rusland, der skulle hjem på ferie, for på grund af krigen i Ukraine kan de nok ikke flyve direkte fra Moskva. Ud af Uzbekistans befolkning på ca. 33 mio. indbyggere arbejder ca. 7 mio. i Rusland, hvorfra de plejer at sende penge hjem til familien. Men de er også mærket af sanktionerne, fordi de ikke så nemt kan sende penge hjem længere, eller fordi de mister deres arbejde og derfor ikke har råd til at sende penge hjem, og måske rejser de hjem til Uzbekistan.
8. april – Tashkent
Vi landede ved halv 8 tiden om morgenen, lidt trætte, hvor vores lokalguide Bekzod tog imod os. I Uzbekistan bruger de heldigvis ikke mundbind, så det var dejligt.
Vi kørte hen på Hotel Milan, det hotel, vi skulle bo på den sidste nat. Der fik vi morgenmad, inden vi skulle på sightseeing. Der var ca. 27 grader, så det var lidt varmt at gå i det tøj, vi havde på hjemmefra, selvom vi skiftede til sandaler. Først kørte vi hen til Hotel Uzbekistan for at veksle penge til deres valuta, sum. Deres penge er i store sedler, for 10.000 sum er kun ca. 8 kr., så vi fik en kæmpestak penge.
Fakta om Uzbekistan:
Areal: 447.400 km2 - på størrelse med Spanien Indbyggertal: Ca. 35 mio. Hovedstad: Tashkent med ca. 2,5 mio. indbyggere Sprog: Usbekisk, russisk, tadsjikisk og kasakhisk – ikke særligt mange snakker engelsk Religion: Sunnimuslimer 88% og russisk-ortodokse 9% Befolkning: 75% usbekere og 5,7% russere
Klima: Subtropisk fastlandsklima med lange varme somre og korte kolde vintre. Foråret og efteråret er de mest optimale rejseperioder, da der ikke er for varmt og heller ikke for koldt.
Uzbekistan er gamle karavanebyer fra Silkevejens tid, storslået ørken afbrudt af grønne oaser med græssende får og århundredgamle moskeer prydet af mosaikker i de utroligste mønstre.
Usbekistan er den mest folkerige af de tidligere sovjetiske republikker i Centralasien. Landet har haft et autoritært og enevældigt styre siden uafhængigheden fra Sovjetunionen, og døjer med udbredt korruption og fattigdom.
Geografi
Størstedelen af Uzbekistans vestlige og nordlige
dele består af ubeboelig ørken. De østlige dele af landet er domineret af
Tienjian bjergkæden, med toppe op til 5.000 meter over havets overflade.
Uzbekistan grænser op til Kazakstan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Kirgisistan og
Afghanistan.
Det meste af befolkningen er koncentreret omkring de to store floder, Amu Darya og Syr Darja, som begge løber ud i Aralsøen i den nordvestlige del af landet. Klimaet er tørt og varmt, med lidt nedbør hele året. De bjergrige områder er en anelse køligere end resten af landet. Uzbekistan kæmper med store miljøproblemer, hovedsagelig på grund af dårlig forvaltning i sovjettiden. Enorme mængder af vand fra de to største floder i landet anvendes til brug i kunstvanding af bomuldsmarkerne og har ført til, at Aralsøen er skrumpet drastisk. Dette har hærget store områder rundt om søen, som har mistet adgang til fiskeressourcerne, og jorden er blevet beskadiget på grund af saltmasser, der er trængt ned i jorden i forbindelse med indtørringen af søen. HistorieOmrådet, der i dag kendes som Uzbekistan, var i århundreder beboet af nomadefolk, der flyttede i takt med årstiderne, uden at etablere permanente bosættelser. Det første kendte rige i området var Sakadynastiet, der regerede hele Centralasien omkring 800 f. Kr. Uzbekistan var et af de lande, der blev erobret under Alexander den Stores togter i øst 300 år f. Kr. Senere faldt området under indflydelse af hunnerne, før de arabiske muslimer underlagde sig hele Centralasien i midten af 600-tallet. I løbet af de næste århundreder blev de uzbekiske byer Samarkand og Bukhara vigtige religiøse og kulturelle centre for de persiske og mongolske herskere i området. Silkevejen, der forbinder Asien og Europa, skærer lige igennem Uzbekistan og medbragte stor rigdom og velstand for regionen, indtil Vasco da Gama fandt søvejen til Indien i 1498, og dermed gjorde fastlandsforbindelsen mindre vigtig. I 1600-tallet begyndte det russiske imperium at øge sin indflydelse i området og øgede handelen med de små fyrstendømmer - khanater - der var vokset frem. Fra 1800-tallet var Centralasien en del af det russiske område Turkestan. Efter den russiske revolution i 1918, blev Usbekistan en del af Sovjetunionen, inden landet for første gang blev selvstændigt i 1991.
Timur Lenk/Amir Timur, den store erobrer. Økonomi og handel I årene før uafhængigheden i 1991 var Uzbekistan en af de største leverandører af bomuld til hele Sovjetunionen. Bomuld er stadig en stor del af industrien i landet, men er i fare for at kollapse på grund af dårligt vedligeholdte vandingssystemer og generel vandmangel. Industrien bliver ofte kritiseret for at drive tvangs- og børnearbejde. Udover bomuld bliver der dyrket jute, hvede, frugt og grønsager. Staten styrer, hvad der bliver dyrket, og hvilken pris det skal sælges til. Siden 1990'erne er eksport af naturgas og olie blevet en betydelig industri for landet. Uzbekistan er også en af verdens største producenter af guld og uran. Til trods for store mineralforekomster og andre naturressourcer, er der stadigvæk fattigdom i Uzbekistan. Landet bliver også rangeret som et af verdens mest korrupte lande, noget som gør det svært at tiltrække udenlandske investeringer. Efter at have vekslet penge, kørte vi hen til Khazrati Imam, et stort kompleks med flere madrassaer (koranskoler), bl.a. Barakhan madrassar og en fredagsmoske. Vi fik dog kun lov at være ude på pladsen og kunne ikke komme ind i moskeen, fordi præsidenten skulle komme for at se en ny moské, der var ved at blive bygget.
Derefter kørte vi hen til det store marked i en flot kuppel. Det hedder Chorsu markedet og er det gamle marked og også det største i Tashkent. Det ligger i centrum i den gamle bydel. Der var alt muligt, både fødevarer og tekstiler samt håndværk. Det var delt op i forskellige sektioner. Det var spændende at gå derinde.
Chorsu markedet
I de tilstødende områder er der alt muligt til det daglige behov, bl.a. tøj. Vi så nogle meget flotte brudekjoler og fik at vide, at sådan en kostede ca. 100 dollars, og bruden skifter i hvert fald til mindst 1 ny kjole i løbet af dagen. Det er mandens familie, som betaler, så det er noget af en udgift for folk hernede, som jo ikke tjener så meget.
Bagefter skulle vi prøve metroen, også for at se den flotte metrostation, som havde buet loft og store og flotte lysekroner. Det er den hurtigste og billigste transportform i Tashkent, for der kan nemt dannes trafikpropper på vejene på grund af de mange biler. Vi tog metroen et enkelt stop og kom derefter hen til Independence Square, hvor der også var en flot park med masser af tulipaner og andre sommerblomster. Træerne var lysegrønne, og mange frugttræer var sprunget ud. Vi har også set nogle flotte lilla træer, som hedder Judastræ. Man måtte ikke træde på græsset. Det gør man ikke ret meget i Uzbekistan. Vi så blandt andet en masse kobberplader med navnene på alle de 500.000 soldater, som døde under 2. verdenskrig, da de kæmpede på russisk side. Desuden så vi statuen af den grædende mor og en anden statue af en mor med et barn og en globus ovenover.
Brede boulevarder Tashkent Kvinder arbejder i grønne områder
Der var også en statue af en globus, som erstattede statuen af Lenin i 1991, som blev fjernet, da landet blev uafhængigt. Den repræsenterer et geografisk kort over Uzbekistan.
Derefter skulle vi have sen frokost på en restaurant i et privat hus i byen. Vi fik først en suppe, derefter fisk med ris og til sidst en lille kage. Vi fik altid gratis vand og te til. I Uzbekistan drikker de altid te til måltiderne.
Vi kørte bagefter ud til Museum of applied art, hvor vi så en del kunst og kunsthåndværk fra Uzbekistan. Her bliver landets unikke kunst udstillet - smukke dekorationstæpper, som man hænger op på væggene, broderier, smykker, keramik, porcelæn og musikinstrumenter.
Judastræer blomstrede i Tashkent Jurt ved byen Nukas
Lidt over 5 kørte vi i lufthavnen, indenrigslufthavnen, som ligger et andet sted end den internationale lufthavn, for vi skulle flyve til Nukus kl. 8. Det var en ret lille lufthavn. Vi skulle flyve med Uzbekistan Airlines, som bruger Airbus fly. Flyturen gik fint, selvom der var lidt turbulens. Flyveturen tog godt halvanden time. Vi var fremme ved 10-tiden og fremme ved vores hotel Jipek Joly ved halv 11 tiden, så vi orkede ikke at få aftensmad, og det var der også en del andre, som ikke ville.
Der var meget varmt på værelset, for radiatoren var varm. De kunne åbenbart ikke finde ud af at slå dem fra.
9. april - Nukus
Morgenmaden på dette hotel var ok, selvom det var noget anderledes end det, vi er vant til.
Vi skulle mødes kl. kvart i 10, fordi vi skulle over på kunstmuseet, men inden da gik vi en lille tur i Nukus. Den er hovedstad i den selvstyrende republik Karakalpakistan i det vestlige Uzbekistan, som består af ørken. Det har 2 flag, både det for Uzbekistan og for Karakalpakistan. Der er ca. 300.000 indbyggere i byen. Byen ser lidt fattig og tør ud, og der var ikke noget fortov i nærheden af vores hotel. Men der findes brede boulevarder, som blev bygget i Sovjettiden.
Det er hårdt at bo i Karakalpakistan, bl.a.fordi dødstallene er en del højere end i resten af landet. Det skyldes, at Aralsøen er skrumpet ind. Rusland eksperimenterede med biologiske våben på 2 øer i Aral-søen, og da det forurenede jord begyndte at blive hvirvlet op på grund af den lavere vandstand i søen, blev mange mennesker syge. De har heller ikke så mange indtægtskilder på grund af den tørre jord, men de kan godt dyrke ris, som de gør ved at fjerne saltet fra jorden, for der er meget salt i jorden.
De lever også af at samle biler, bl.a. for Rusland.
Vi gik hen på Savitsky Museum i nærheden af vores hotel. Det kaldes også Ørkenens Louvre. Det er på grund af museet, at der kommer en del turister til Nukus. Det er det fornemste kunstmuseum i Centralasien og en stor overraskelse at finde det netop her i et øde ørkenområde. Museet blev åbnet i 1966 og indeholder nu ca. 100.000 genstande, lige fra antikviteter, folkekunst og tæpper til verdens næststørste samling af russisk avantgarde kunst (efter museet i St. Petersborg).
Savitsky Museum - Ørkenes Louvre i Nukus
Historien bag museet er fascinerende. Den begyndte i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne, da avantgarde kunst i Rusland blev meget uønsket og næsten var i strid med loven. Kunstsamleren Igor Savitsky havde penge og et stort netværk, så han begyndte at samle avantgarde kunst i Moskva, Leningrad og Sankt Petersborg.
Han samlede omkring 88.000 kunstværker og ønskede at skjule dem på et sted, der var så anonymt, at det aldrig ville blive fundet. I Nukus fandt han det rigtige sted, hvor han kunne gemme samlingen, fordi det lå meget afsides. Derefter kørte han mellem Moskva, Leningrad og Sankt Petersborg til Nukus omkring 20 gange med kollektionen til bygningen i Nukus. I begyndelsen af 1980'erne åbnede han museet for at præsentere nogle af værkerne i sin samling, men han døde allerede i 1984. Efter hans død blev hans souschef valgt som leder af museet og fortsatte hans arbejde efter hans bortgang. Samlingen var dog ikke populær hos myndighederne.
Kunstmuseet blev kendt i Vesten efter Sovjetunionens kollaps i 1991, og New York Times skrev om det i 1993, hvorefter rige russere begyndte at flyve dertil for at se det.
Vi var på museet knap 2 timer og gik derefter tilbage til hotellet, hvor vi skulle med bussen ud til den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Først kørte vi dog hen til begravelsespladsen, hvor Igor Savitsky er begravet. Mange af deres gravpladser ser ikke ud af noget særligt. De bliver ikke passet på samme måde som de kristne kirkegårde. Der er ingen planter ved gravene, men de kan selvfølgelig heller ikke gro ordentligt på grund af tørken. Vi kunne se, at der både var begravet ortodokse og muslimer der, for på de ortodokse grave var der kors, som var skrå, og på de muslimske grave var der en plade med en halvmåne.
Gravpladsen med den hvide jord er meget saltholdig. Ortodokse grave, da der er en skrå pind på korset.
Vi spiste frokost på en restaurant i byen, hvor vi fik 4 retter, først en salat med kogte grønsager, for vi spiser ikke rå grønsager på grund af risikoen for at få dårlig mave, som man nemt kan risikere herude. Vi får også altid suppe. Dernæst en hovedret og til sidst en god kage.
Efter frokost kørte vi udenfor byen til en nekropolis, Mizdakhan. Det er en muslimsk gravplads, som blev påbegyndt helt tilbage i det 2. århundrede før Kristus. Men den bliver stadigvæk brugt. De døde bliver viklet i et hvidt klæde og bliver transporteret ud til gravpladsen på en slags slæde, som mændene bærer på skuldrene. Kvinder deltager ikke i begravelsen. Den døde bliver begravet under slæden, som så bliver anbragt ovenpå. Der var også nogle mausoleer derude.
En nekropolis, Mizdakhan. Det er en muslimsk gravplads
Vi var tilbage i Nukus omkring halv 6 og havde derfor lidt tid til at slappe lidt af, inden vi skulle mødes igen 18.45.
Vi kørte ud til den samme restaurant som til frokost, for der er ikke særligt mange restauranter i Nukus. Nogle var blevet lukket på grund af Corona. Der var ikke ret mange turister i Nukus, for der er ikke rigtigt kommet gang i turismen efter corona-nedlukningen, men det er så småt ved at komme igang igen.
Vi fik en øl hver til maden. Den kostede 20.000 sum, dvs. ca. 16 kr., så det var billigt. Alt er billigere her.
10. april - Khiva
Vi skulle køre til Khiva i dag kl. halv 9.Vejret var fint, men overskyet. Der var godt 20 grader om formiddagen. Vi kørte i godt en time, inden vi gjorde det første stop. Vejen var ikke særligt god, men nogle steder havde de lavet lidt ny vej. Der sker lidt, men det går langsomt.
Vi gjorde stop ved Chilpik, som ligger 43 km syd for Nukus og blev brugt som begravelsesritual for zoroastrian troende.
Chilpik ligger på en bakke, hvor det til tider bliver brugt som vagttårn. Jurte i forgrunden og med Cilpik på en bakketop. Der var blevet lavet en trappe op til en platform lidt under det øverste af bakken. Der blev jeg sammen med et par af de andre, mens resten af gruppen gik helt op på toppen. Der skulle man dog gå forsigtigt. Der var en masse skolebørn derude. De var på udflugt med deres lærere. Nogle af børnene syntes, vi danskere var meget interessante og ville absolut fotograferes sammen med mig, så jeg var omringet af 4-5 børn, mens der blev taget billeder. De er åbenbart ikke vant til turister fra Skandinavien. De er generelt så søde og smilende og har flere gange spurgt, hvor vi kom fra, og har vinket til os i bussen. Det var en speciel oplevelse. Befolkningen har mongolske og asiatiske træk, men også europæiske træk.
Bagefter kørte vi videre mod Khiva. I starten var området meget øde med lidt bevoksning. Det kaldes en semi-ørken. Den hedder Kyzylkum og er en rød ørken, som er 8 gange så stor som Danmark. Nogle steder gik der får, som kommer ud om morgenen og bliver samlet igen om aftenen.
Vi blev stoppet af en politimand på vejen. Han skulle åbenbart sikre sig, at der ikke var skolebørn i bussen, for så skulle den eskorteres på udflugten, men vi fandt ikke ud af hvorfor. De har et meget autoritært styre, hvor der bliver holdt øje med folk og turister, så Nette var sikker på, at nogen altid vidste, hvor vi var. Men der var ingen restriktioner for os, bortset fra, at vi ikke måtte fotografere militærpersoner og politibetjente.
Vi så også en del fabrikker, bl.a. en cementfabrik og en fabrik, som knuser store sten til mindre sten, der bruges til veje. Der er også guldminer. De udvinder selv gas, og vi så en del gule gasledninger langs vejen.
Vi gjorde et formiddagsstop ved en tankstation. Der var dog ingen butik der, så Nette og Bekzod havde medbragt kaffe, te og vodka samt småkager. Det var fin service. Der var "toilet", eller hvad man nu kunne kalde det, for det var et hus med 4 huller i jorden, kun adskilt af vægge, ingen døre. Så det var en anderledes oplevelse. Toiletterne har også andre steder været et hul i jorden, med keramik omkring, men dog med en dør. De hedder en squat.
Da vi kørte mod Khiva, fortalte Bekzod en del om Uzbekistans historie, helt tilbage fra gammel tid, hvor det ikke hed Uzbekistan, men har haft mange forskellige navne. Han fortalte også om Djengis Khan, Timur Lenk og Silkevejen. Det var interessant.
Da vi nærmede os Khiva efter nogle timer, blev der lidt mere frugtbart, med en masse æbleplantager, og æbletræerne var sprunget ud. De er i hvert fald 4 uger foran os i Danmark. Der var også hvedemarker, og de havde lige sået bomuld, som de dyrker meget af og især gjorde i Sovjettiden. Her så vi også meget salt, som kommer op af jorden.
Miniørkenens/busksteppens få blomster. I nærheden af Khiva masser af blomstrende frugttræer.
Vi passerede også Amudarya floden, en af de 2 store floder i Uzbekistan.
Vi ankom til Khiva omkring middagstid. Vejene var blevet meget bedre og bredere det sidste stykke vej. Vi blev kørt til byporten, som er omkring hele den gamle bydel og har 4 porte. Vi gik direkte ind for at spise frokost på en restaurant inde i den gamle bydel.
Der var masser af mennesker derinde, fordi det var søndag, så der var mange uzbekere på udflugt dertil, også en masse skolebørn. De er nemlig ikke så meget muslimer, at de holder fri om fredagen. Det gør de om søndagen ligesom kristne.
Da vi havde spist frokost, blev vi kørt hen på vores hotel, Khiva Palace Hotel. Det var flottere end det i Nukus.
Vi havde lige lidt tid til at få vores kufferter op på værelset m.m., inden vi skulle mødes igen kl. 4 for at komme lidt på sightseeing i byen.
Nette og Bekzod vore 2 dygtige guider. Ung Uzbeker.
Khiva var den første by i Uzbekistan, som blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Den gamle bydel stammer fra det 10. århundrede og ligger bag 10 meter høje ringmure. Khiva var kendt som en af de største byer med slavemarkeder og engang hovedstad i oldtidsriget Khorezm. Khiva har flere end 50 historiske bygninger inde bag ringmuren. Byen var også det sted, hvor karavanerne på Silkevejen gjorde holdt for at slukke tørsten og få et hvil. Byen lå strategisk rigtigt mellem de to store ørkener Kyzylkum og Karakum. Byens smukke minareter og mange fornemme bygninger, mausoleer og madrassaer vidner om en storhedstid, hvor karavanerne bragte velstand til byen fra omkring år 300 indtil det 14. århundrede.
På vores rundtur om eftermiddagen så vi blandt andet fredagsmoske Juma, der har 213 søjler, hvoraf alle, undtagen én er udskåret i sort elmetræ. En enkelt søjle kommer fra Indien og blev båret hertil af en lokal superhelt, Pakhlavan Mahmud, og anbragt i moskeen til ære for ham.
Vi så også et palads for en emir, med 4 lejligheder til de 4 koner, som de måtte have, samt rum til de ca. 40 konkurbiner.
Vi gik tilbage til hotellet, for der var ikke særligt langt. Om aftenen spiste vi på hotellet.
11. april - Khiva
Efter morgenmaden blev vi kørt til byporten for at se endnu mere af byen, og det var en stor oplevelse at se de flotte monumenter. Der var heldigvis ikke ret mange turister der i dag, især ikke om formiddagen. Det begyndte at regne lidt i starten, men det holdt dog hurtigt op igen.
Et rigtigt flot syn var det ikoniske vartegn Kalta-Minor, en minaret, der er dekoreret med bånd af blå og grønne kakler fra bund til top. Den er 29 m høj, men skulle egentlig have været over 80 m høj.
Bagefter gik vi hen til det gamle fort, Kunya-Ark, hvor der var et flot mausoleum med masser af blå kakler, og derefter til mausoleet til ære for en berømt bryder, håndværker og filosof Pakhlavan Mahmud, som levede fra 1247-1326. Det var helt vildt flot.
Kalta-Minor minareten. Mange lokale gik en søndagsslentretur.
Vi var også inde at se et træskærerværksted, hvor de lavede nogle flotte ting i træ. Det tager ca. 5 år at lære dette håndværk.
Det var efterhånden blevet tid til en kop formiddagskaffe, som vi skulle have inde i en jurt, som var blevet stillet op ved en café. De bruger dog ikke jurter mere i Uzbekistan. De er kun lavet til turister nu om dage.
Senere gik vi om bagved til udkanten af bymuren, hvor der var en masse grave oppe på bymuren. De kan ikke begrave folk i jorden, fordi grundvandet står så højt i Khiva.
Frokosten fik vi på en restaurant, som er ejet af en kvinde. Hun har i alt 3 restauranter. Det var en rigtigt lækker frokost. Vi fik noget lækkert salat først, og derefter suppe, hvilket vi har fået hver dag. Hovedretten var kåldolmere med kød i samt grønsager, og til dessert fik vi kage.
Bymuren i Khiva Lokalt byggeri indenfor ringmuren
Udsigt oppe fra ringmuren Jytte og Bjørn med Kalta-Minor minareten i baggrunden
Efter frokost havde vi tid på egen hånd, så vi gik hen på bymuren, for man kunne gå oppe på den et stykke. Der var en flot udsigt ned over byen derfra. Vejret var blevet fint, godt 20 grader og lidt sol. Bagefter gik vi op i et udkigstårn, hvor der var en endnu bedre udsigt. Der var også nogle uzbekere, som ville fotograferes sammen med os. Mange af dem har guldtænder, som giver status. Men det er ikke ægte guld.
Der var også god tid til at kigge på befolkningen. Mange af kvinderne går i farvestrålende tøj, som er deres tradition.
Vi gik tilbage til hotellet lidt over 3 og fik en kop kaffe i deres gårdhave og nød det gode vejr.
Vi kørte med bussen ned til byporten igen, for vi skulle spise på en restaurant inde i den gamle by igen. Denne restaurant var også ejet af den kvinde, som ejede frokostrestaurant en. Der var hyggeligt derinde, og det var også god mad.
Der var stadigvæk dejligt lunt, da vi skulle hjem ved 21-tiden. Der var flot lys på bygningerne i den gamle bydel.
12. april - Køretur til Bukhara
I dag skulle vi køre ca. 500 km for at komme til Bukhara. Vi nåede at gå en lille tur inden morgenmaden.
Vi kørte afsted kl. 8, for vi skulle køre hele dagen. Der var fint vejr allerede fra morgenstunden, omkring 20 grader. Vi kørte i ørken det meste af tiden, Kyzylkum ørkenen. Det er ikke en sandørken, men en halvørken med spredte buske og lave vækster. Der var dog også rigtigt mange frugtplantager undervejs, fordi de er gået fra bomulds produktion til frugtavl. Derfor så vi også mange nye frugttræer, samt mange firkantede lodder med vandingskanaler.
Der var store strækninger med dårlig vej. Vi kunne dog se, at de var i gang med at lave en ny vej, som nogle steder var færdig. De har været undervejs med det i mange år. Tyskland har hjulpet, og de har været bedst til det. Kina har også hjulpet, og Uzbekistan har også deltaget, men det har ikke været nogen succes.
Lange øde strækninger og flere steder dårlige veje, afbrudt af og til af minedrift i det fjerne. Enkelte dromedarer blev set i det fjerne.
Undervejs fortalt Nette om deres sociale forhold.
Der er gratis obligatorisk skolegang i 11 år, men de skal selv betale uniformer og bøger. Vi så en del børn på vej i skole i deres pæne skoleuniformer. Børn bliver som regel passet hjemme indtil 3-års alderen, hvorefter de kommer i børnehave.
Fra første klasse undervises børnene i 1 fremmedsprog, enten russisk, engelsk, tysk, fransk eller italiensk, alt efter område eller skole. De har 3 måneders sommerferie på grund af varmen.
Universitetet koster penge, medmindre man får et stipendiat. Det koster mellem 3.000 og 10.000 dollars om året at gå på universitetet.
Minimumslønnen er 80-100 dollars pr. måned, og en lærer tjener mellem 500-1500 dollars pr. måned afhængig af uddannelse. De arbejder 6 dage om ugen.
Den officielle arbejdsløshed er 6,5%, men pga. Corona er den noget højere, også fordi nogle af dem, der plejer at arbejde i Rusland, er vendt hjem til Uzbekistan på grund af krigen i Ukraine. Mange er nødt til at have 2 jobs for at klare sig.
Pensionsalderen for mænd er 65 år og for kvinder 60 år. Man betaler 1% ind til pension, hvis man har arbejde, og får udbetalt ca. 180 dollars om måneden i pension, hvis man har været lærer.
Den yngste søn i familien er forpligtet til at tage sig af af forældrene, når de bliver gamle. Hvis folk bliver arbejdsløse, er det også familien, som hjælper. Bekzod er den yngste, så han har ansvaret for forældrene.
Det koster penge at komme til lægen, men der er gratis ambulance og gratis sygehus, men medicin koster. Mindrebemidlede kan få gratis operation.
78% af familierne har en bil, så de er ikke decideret fattige.
Vi har ikke set tiggere, kørestolsbrugere, og folk med Downs syndrom, men de er formodentlig gemt væk.
Undervejs så vi nogle stynede træer langs vejen. Det var morbærtræer til silkelarverne. Folk får tildelt et antal træer efter hvor mange silkelarver de har.
Vi gør holdt ved en skyggefuld rasteplads i det fri. Kaffe med uzbekisk vodka og lidt godter. Rastepladsens wc var ikke særlig indbydende.
Vi så også æselkærrer, som transporterede f.eks. græs, og folk, som kom gående med hakker, så det er ikke ret meget moderne landbrug, de har.
Da vi holdt formiddagspause, kunne vi se over til Turkmenistan på den anden side af Amudarya floden.
Vi så nogle specielle gule blomster, Devil donk. Vi kom også forbi 2 naturgasraffinaderier. Desuden var der fiskeopdræt i en sø i ørkenen.
Vi spiste picnic på et sted ved siden af vejen. Det var primitivt, men hyggeligt. Vi sad ude under vinrankerne. Vi fik suppe og grillet lam. Der var dog ingen grønsager dertil. Det bruger de ikke altid. Der var også en lille butik derude i ødemarken. De solgte dog kun sodavand, øl og kaffe.
Deres økonomi er ikke særligt god, men de eksporterer dog en del ting, bl.a. guld. Landet er verdens 10. største eksportør af guld. De eksporterer også tørret frugt. De fleste af vindruerne i det her område bruges til rosiner.
Vi ankom til Bukhara lidt over 5. Der var varmt, omkring 25 grader. Det er en ret stor by med 400.000 indbyggere. Vi skulle bo på Hotel Porso, et lille hyggeligt hotel nær den gamle by. Der er kun 12 værelser. Der var hyggelig lille atriumgård midt i hotellet. Der stod bl.a. et lavt bord med tæpper omkring, som man sidder på i stedet for stole. Det bruges mange steder i Uzbekistan og er deres tradition.
Allerede for 2000 år siden var Bukhara et kulturcentrum på den gamle Silkevej. Mange gamle bygninger er restaureret med respekt for fortidens byggestil. Der er masser af farvestrålende stoffer, tæpper, keramik og smykker på markedet.
Vi skulle mødes kvart i 7 og gik hen til den restaurant, som vi skulle spise på. Den lå i den gamle bydel og var et privat hus, som også blev brugt til restaurant. Det var også et Suzani værksted, så på væggen i det rum, vi spiste i, hang der masser af Suzani tæpper, som var både store og flotte. Suzani er smukke, håndbroderede tekstiler, der stammer fra nomader i Centralasien, hovedsageligt Uzbekistan. Suzani blev blandt andet brugt som bedetæpper, sengetæpper og brudetæpper. Tekstilerne er prydet med symboler for lykke, sundhed, frugtbarhed og et langt liv.
Vi spiste først, inden vi fik en præsentation af deres produkter. Det tager lang tid at lave et tæppe, for det hele er håndlavet. Der var både tæpper, pudebetræk, jakker, tasker m.m.
Der var stadigvæk lunt, da vi forlod restauranten, omkring 20 grader, så vi gik længere ind i den gamle bydel, hvor der var masser af liv, også af de lokale. Der var også flere turister her end i Nukus og Khiva. Der var vældigt hyggeligt, og vi gik hen for at se den flotte Kalian minaret. Den var meget flot med lys på. Den er 46,5 m høj.
13. april - Bukhara
Vi skulle starte på byvandring kl. 9. Der var lunt allerede fra morgenstunden og blev næsten 30 grader i løbet af dagen. Det er ikke normalt, der bliver så varmt på den her tid af året. Normalen er omkring 20 grader.
Vi kørte ud til Ismail Salami mausoleet lidt uden for centrum, som lå i en park ved siden af en forlystelsespark. Det er en af de ældste bygninger i Uzbekistan og er bygget som en gravplads for emir Ismail Salami omkring år 900.
Bagefter kørte vi hen til Kalian minareten og moskeen, som vi også så i går aftes. Vi kunne dog ikke få lov til at komme ind i moskeen, fordi der var ramadan. Vi har dog ellers ikke mærket meget til Ramadanen.
Derefter gik vi hen på en tæppefabrik, hvor vi fik præsenteret en masse flotte tæpper. Vi fik først en kop grøn te samt lidt uzbekisk slik. Man får altid serveret grøn te til måltiderne, og hvis man kommer på besøg hos folk. Den smukke Kalian minaret
Derefter gik vi tilbage til den gamle bydel og gik blandt andet gennem Lyabi Haus, som er en åben plads i midten af Bukhara, hvor der også var en lille sø. Her kommer de lokale for at slappe af, ryge en vandpibe, købe sig en kop kaffe eller te. Vi så også nogle ældre mænd sidde og spille skak et sted.
Derfra gik vi hen til koranskolen Mir i Arab madrassi, som stadigvæk er i brug, så der måtte vi ikke komme ind. I Sovjettiden var det forbudt at dyrke den islamiske religion, og moskeerne blev brugt til andre ting. Men for nogle år siden begyndte man igen at have madrassaer - koranskoler, selvfølgelig kun for drenge. De fleste hilser på den islamiske måde med hånden på hjertet.
Vi måtte gerne gå ind i Kalyan moskeens gård. Det kostede 5000 sum at tage billeder, omkring 3 kr. Der var flot derinde.
Senere gik vi igennem et område med en del kunsthåndværk. Blandt andet var vi inde at se et værksted, hvor de lavede knive og sakse. Knivene var meget skarpe. Der var rigtigt mange butikker i det område.
Efterhånden var klokken ved at være 1, så det var tid til frokost. Vi skulle igen spise på en restaurant, som lå i et privat hus meget tæt på vores hotel. Den hed Laziz House. Nette havde kendt dem siden 2012, da hun kom derud for første gang, og da var manden, som nu var medejer af restauranten, kun 8 år. Det var et hyggeligt sted, og maden var meget god.
Om aftenen skulle vi til folklore-show. Det blev holdt inde i gården ved Nadir Divon-Begi Madrassah, hvor der også var mange souvenirbutikker. Der var nogle, som spillede på traditionelle instrumenter, og der var både dans og modeshow. Det var godt. Der var dejligt lunt, ca. 25 grader. Det varede en time, og bagefter gik vi hen på den restaurant, hvor vi skulle have aftensmad. Det var også et privat hus. Vi skulle bl.a. have Uzbekistans nationalret plov, også kendt som pilaf og osh. Vi fik vist, hvordan de laver det. Det bliver lavet i en stor gryde, og den varmes op med både gas og visne grene efter bomuldshøsten.
Folklore-show En gang hyggeskak
Ethvert uzbekisk hjem tilbereder denne gamle traditionelle ret.
Grundbestanddelene i Pilaf er ris, gulerødder (både for smagens og farvens skyld), løg og lidt kød (okse eller lam). Men hele hemmeligheden ligger i de olier, der bruges, og et dusin af krydderier samt hvidløg og frugter som f.eks. æble og kvæde. Og i nogle egne lægges der små nogle vagtelæg på toppen af retten. Den serveres på store fade til deling.
Det smagte udmærket, men var ikke noget særligt. Vi var mere begejstrede for de små forretter med grønsager, som vi har fået næsten hver gang.
14. april - Samarkand
I dag gik turen så mod Samarkand. Der var sol og lunt, nok omkring 20 grader. I løbet af dagen kom temperaturen op på næsten 30 grader.
Vi kørte først hen til Chor Minor madrassaen, som med sine 4 tårne har en særpræget arkitektur. Den lå næsten lige ved siden af vores hotel.
Derefter kørte vi ud til Emirens sommerresidens, Sitorai Mokhi Khosa, ca. 4 km uden for byen. Det var sommerresidens for den sidste emir i Bukhara i 1912-1918. I hovedbygningen findes Emirens tronsal, der er udsmykket i en blanding af europæisk og asiatisk stil. I en af salene var der nogle rigtigt flotte og store vaser, som var anbragt i montre.
Emirens sommerresidens Sitorai Mokhi Khosa og udsmykkede rum.
Området var meget stort, og der gik påfugle rundt der. De var meget højlydte. Der var også en slags svømmepøl, som var blevet brugt af konkurbinerne.
Vi fik også en kop kaffe på en lille café inde på området - på Viktors Farmors regning. Alle måltider var med i turen, så det var meget fint. Bagefter kørte vi videre mod Samarkand, i alt 300 km. Vi så mange vinmarker og æbleplantager undervejs, samt morbærtræer. Vi så også en del æselkærrer og køer, som gik tæt opad vejen, men de var bundet, så de ikke kunne gå ud på vejen. Et par gange kunne vi se, at bilerne måtte stoppe, fordi der skulle køer over vejen.
Uzbekistan har meget naturgas og har reserver til ca. 300 år. De eksporterer det også, bl.a. til Rusland. De planlægger også at bygge et atomkraftværk, men er ikke kommet i gang med at bygge det endnu.
Vejen var faktisk ok det meste af vejen til Samarkand. Dog var der enkelte strækninger, som var lidt humpede.
Omkring middagstid ankom vi til et keramikværksted, hvor vi også skulle spise frokost. Det var familieejet, og de nuværende ejere var 5. eller 6. generation. Vi så først keramikmuseet og derefter keramikværkstedet og væveriet, hvor de lavede tæpper.
Vi spiste frokost i deres atriumgård. Det var hyggeligt i det lune vejr, hvor vi sad i skyggen. Vi smagte blandt andet deres hjemmelavede rødvin. Det var lidt sødt, nærmest som dessertvin.
Da vi kørte derfra, kørte vi en times tid og gjorde stop ved en vandkilde, Sardoba, som rejsende på Silkevejen besøgte med deres kameler.
Da vi nærmede os Samarkand, så vi et industriområde, som kineserne har bygget.
Vi ankom til Samarkand ved halv 6 tiden. Den er ret stor, med 500.000 indbyggere. Til trods for den ser ret moderne ud, så vi alligevel æselkærrer inde i byen blandt bilerne. Byen er en af de ældste kulturbyer i verden og fascinerer med sine orientalske pragtbygninger, hvoraf mange er på UNESCOs verdensarvsliste.
Vi ankom til hotellet Izumrud sidst på dagen og skulle mødes kvart i 7 for at gå på restaurant igen. Det var en hyggelig restaurant, hvor vi var et par timer.
15. april - Registanpladsen m.m.
Morgenmaden på dette hotel var ret dårlig og speciel. Den bestod af masser af kager og slik, ingen yoghurt m.m. Vi blev dog mætte, for der var æg, pandekager, valnødder, tørrede dadler, juice, brød, ost m.m., så det var ok.
Vi kørte kl. 9. Da var der allerede lunt, og der blev 29 grader i løbet af dagen. Vi skulle se flere af de kendte ting i denne gamle karavaneby, Samarkand.
Vi kom forbi en statue af Timur Lenk, byens mest berømte (eller berygtede) indbygger, som byggede et imperium, der strakte sig over Centralasien. Han gjorde Samarkand til hovedstad i 1370, og han bragte kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande til byen, så de kunne bygge de store monumenter. Talrige velbevarede bygninger vidner om denne storhedstid.
Først besøgte vi Gur Emir mausoleet, hvor Timur Lenk er begravet. Timur Lenk begyndte byggeriet af dette storslåede gravmæle i 1403, fordi hans elskede sønnesøn Mohammed Sultan, der var udset som arving til tronen, døde. Timur Lenk døde selv to år senere, og det blev hans efterfølgere, der gjorde mausoleet med lyseblå kupler færdigt. Det var et imponerende bygningsværk, og vi var inde at se deres grave inde i bygningen. Det er på UNESCOs verdensarvsliste.
Der er mange souvenirbutikker i området. Det er der faktisk ved alle de monumenter, vi besøgte.
Bagefter gik vi hen til Registan pladsen, som også er på UNESCOs verdensarvsliste. Den er kæmpestor og flot med flere koranskoler. Det var her, kamelkaravanerne gjorde holdt, og købmændene bredte deres varer ud på tæpper i håb om at gøre en god handel. Kamelerne er væk, men handelsfolk frister stadig med håndknyttede tæpper og andre orientalske varer.
Den smukke Registanplads i Samarkand.
Nette sagde, at der ikke var særligt mange turister her, for ellers ville pladsen være fuldstændigt fyldt op. Der var dog mange skolebørn, som var på udflugt hertil. De var meget søde, og nogle af dem ville så gerne fotograferes sammen med os.
Vi var inde i en butik, hvor ejeren lavede typiske uzbekiske musikinstrumenter og spillede på dem for os. Det lød godt. Der var flere forskellige strengeinstrumenter og en fløjte.
Vi fik lidt tid på egen hånd og skulle mødes henne ved en pavillon i parken omkring området. Derefter gik vi hen på den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Vi skulle sidde udendørs i det gode vejr, så vi sad under et æbletræ, der var i blomst. Det var meget hyggeligt.
Sherdor Madrasasi. Koranskole Kakkeldekorationer på madrassaen
Efter frokost gik vi videre ned mod basaren, men først kom vi til Bibi Khanums moské (15. århundrede), der er den største kuppel moské i Centralasien. Den betragtes som et mesterværk fra den timuride renæssance. Den er også på UNESCOs verdensarvsliste, så faktisk alle de store seværdigheder i Samarkand er på listen, hvilket ikke er så mærkeligt, for de er ekstremt flotte.
Bagefter gik vi ned til Siyab Bazar, som lå lige i nærheden af moskeen. Den er åben fra tidligt om morgenen indtil det bliver mørkt. Man kan købe alt muligt derinde, bl.a. de berømte Samarkand-brød, puffy, et fladbrød med gylden skorpe og en meget lækker smag. Dette brød bliver bagt i en speciel lerovn (tandyr). Det bliver klasket på siden inde i lerovnen ved at personen næsten stikker det halve af kroppen ned i ovnen. Brødet falder ned, når det er færdigbagt. Vi fik altid den slags brød til forret og suppe.
Vi besluttede os dog for ikke at gå ind på basaren. I stedet for gik vi op til den pavillon, som lå tæt på Registan pladsen, hvor vi fik en cappuccino og slappede af. Mens vi sad der, kom der 2 uzbekere og spurgte, om de måtte sætte sig hos os. Det måtte de selvfølgelig, og vi fik en hyggelig snak med dem. Den ene var matematiklærer og den anden engelsk-studerende. Vi sagde til dem, at vi syntes folk var så venlige her, og det blev de glade for at høre.
På tilbagevejen var vi inde at se den russisk-ortodokse kirke. Der var en lille messe, da vi var derinde. Vi skulle have tørklæde på. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev kirken populær igen. Vi skulle mødes i receptionen kvart i 7 og blev kørt til en restaurant, som hedder Old City. Ejeren af det agentur, som har arrangeret vores tur, kom forbi og hilste på. Vi sad ved et par, som havde 57 års bryllupsdag, så Viktors farmor gav champagne.
Da vi skulle hjem, kørte vi først hen til det mausoleum, som vi besøgte i formiddags, for at tage billeder af det i mørke. Det var flot.
16. april - Ulugbegs observatorium m.m.
Første stop på udflugten i dag var Ulughbeks observatorium. Ulughbek var endnu en af Timur Lenka sønnesønner, og han regerede i Samarkand området fra 1411 til 1449. Han var astronom og byggede det største observatorium i hele Centralasien. Han beregnede blandt andet, at jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt resultat end Tycho Brahe kom frem til. Så middelalderens Uzbekistan var højt udviklet.
Bagefter besøgte vi det berømte gravområde Shakhi Zinda, som lå i nærheden af observatoriet. Det er en samling gravmæler, det ene flottere end det andet. Man mener også, at 2 af Timur Lenks koner er begravet her. Man skulle gå op ad en del trapper for at komme til de forskellige mausoleer, og for enden ligger der en stor gravplads for nutidens uzbekere. Den er delt op i muslimsk, kristen og jødisk. Vi så lidt af de kristne grave med portræt af den afdøde.
Vi skulle spise aftensmad lige ovre på den anden side af gaden. Der er jo ramadan hernede, så egentlig må de ikke servere alkohol, men de gør det for os turister. Det tog dog lidt tid at skaffe nok vin, for de havde ikke regnet med, der var så mange, som ville have det. Men vi har ellers ikke mærket ret meget til, at der er Ramadan, for alt har faktisk været åbent.
17. april - Tashkent
Der var også fint vejr i dag, op mod 30 grader i løbet af dagen. Køreturen til Tashkent tog godt 5 timer. Landskabet var lidt mere afvekslende end de andre strækninger. Vi kørte også lidt højere op, ca. 7-800 m, og vi kunne se et bjerg på 3000 m med sne på toppen.
Vi stoppede ved en lang række boder, hvor vi købte lidt æbler. Vi så også små boder langs vejen med grønsager og også nogle gule kasser. Dem havde de is i.
Vi kørte forbi mange frugtplantager og vinmarker. Vi så også bomuldsmarker, hvor de næsten lige havde sået. Der var de igang med traktorer, vistnok for at sprøjte. Der er både moderne og gammeldags landbrug, for vi så også nogle mennesker bruge hakker på en mark i stedet for en plov eller harve, og på denne strækning var der også æselkærrer.
Vi kom forbi nogle bomuldsdepoter, som der stadigvæk var bomuld i. Bomuld kræver meget vand og er en etårig plante. De sås i marts/april og plukkes om efteråret. Her håndplukkes det. I Sovjettiden blev Uzbekistan tvunget til at dyrke bomuld, men nu er meget omlagt til frugt og grønt. For de får samme indtægt ved det, men bruger 11% mindre vand og 8% mindre arbejdskraft.
En dygtig bomuldsplukker kan tjene 200-300 kr. om dagen.
Regeringen ejer al jorden. Hver landmand får tildelt 50 hektar, hvor de skal dyrke hvede og grønsager og sælge en vis del på markedet. Det jord, de ikke behøver at dyrke for regeringen, kan de selv råde over.
Fabriksarbejdere arbejder som regel 8 timer om dagen, 6 dage om ugen. Der er dog også nogle, som arbejder 10 timer om dagen.
På en strækning var der rigtigt mange storkereder med storke i. De var anbragt på el-master. Storken er deres nationalfugl, men der er ikke så mange storke nu, som der har været tidligere.
I nærheden af Tashkent krydsede vi Syr Darya floden.
Vi ankom til Tashkent godt 1 og kørte hen på en fin restaurant, hvor vi fik en rigtig god frokost. Derefter kørte vi hen til Khazrati Imam, hvor vi også havde været den første dag. Vi var inde at se biblioteket i komplekset, hvor den originale og måske ældste udgave af Koranen opbevares. Den stammer fra det 7. århundrede og tilhørte kaliffen Uthmann. Vi så også fredagsmoskeen, men måtte ikke gå derind.
Bagefter kørte vi hen til Timur Square, hvor der er en statue af Timur Lenk til hest. Der var et flot anlæg. I Samarkand så vi en statue af ham, hvor han sidder.
Derefter kørte vi til Hotel Milan, hvor vi skulle bo den sidste nat. Det er det flotteste hotel, vi har boet på.
Vi havde afskedsmiddag på hotellet, og det var vældigt hyggeligt. Både Nette og Bekzod syntes, det havde været en god gruppe, og de havde nydt turen. Bjørn holdt også en lille tale og takkede for den gode tur.
18. april - Hjemrejse
Vores vækkeur ringede kl. 5, så det var lidt hårdt at komme op, men heldigvis havde vi sovet godt.
Efter den tidlige morgenmad kørte vi i lufthavnen kl. halv 7. Det tog noget tid at få checket ind og komme gennem security, men der var masser af tid. Tashkent lufthavn er ikke særligt stor. Vi skulle køre i bus for at komme ud til Turkish Airlines flyet. Heldigvis fik vi igen plads ved vinduet, hvor der kun var 2 sæder. Der var 4 sæder i midten og også 2 sæder i den anden side. Der er god service hos Turkish Airlines. Vi fik både en pose med håndsprit, ansigtsmaske m.m., samt en pose med flystrømper, ørepropper og en sovemaske. Maden var også god.
Flyturen til Istanbul tog godt 4 timer. Istanbul lufthavnen er kæmpestor og flot. Denne gang skulle vi igennem security, men det tog ikke ret lang tid, og vi havde her 3 timer til at skifte.
Flyturen fra Istanbul til København gik også godt, og vi fik igen god mad. Det fly var dog ikke så stort som det andet, men var fuldstændigt fyldt op. Det var faktisk overbooket med 6, så personalet prøvede at overtale nogen til at vente til dagen efter og så bo på et 5-stjernet hotel og få et ret stort beløb, vistnok 500 dollars.
Vi fik sagt pænt farvel til de andre i gruppen i København og skulle så checke ind igen for at flyve til Aalborg med Norwegian. Vi var helt hjemme omkring kl. 22 efter en rigtigt god og spændende rejse.
Jytte og Bjørn Larsen Aalborg
|
Røde kastanjeblomster
