Tags: rejsebeskrivelser, paven i rom,        Rejsebeskrivelse Vatikanstaten, vatikanstaten rejsebeskrivelse, rejser til rom

     Tilbage til                                                                                             

         FORSIDEN                                                                                                                                                                                

    

    

Rejsebeskrivelse fra Vatikanstaten maj 2023

 

I forbindelse med en rejse til Italien i maj 2023 var vi også nogle dage i Rom, hvor vi bl.a. besøgte Vatikanstaten og Peterskirken. Vi havde været i Rom før, men aldrig været inde i Peterskirken, så det ville vi meget gerne.

 

Vatikanstaten er en uafhængig stat midt i byen Rom, hvor paven bor. Herfra styrer han den romersk-katolske kirke. Den blev selvstændig i 1929.

 

 Vatikanstaten er det mindste land i verden både målt på areal og antal indbyggere. Den er på 0,44 km2 og har ca. 1.000 indbyggere.

 

Man kan karakterisere Vatikanstaten som et kirkeligt præstemonarki. Paven har siden det 14. århundrede styret den romersk-katolske verdenskirke fra Vatikanet. Paveembedet bliver også kaldet Den Hellige Stol.

 

 Paven er officielt det enevældige statsoverhoved for Vatikanstaten. I praksis ledes staten af en pavelig kommission bestående af kardinaler. Kardinalerne er blevet udvalgt af paven.

 

 I Vatikanet bor paven, præster og livvagter. Den ene gruppe livvagter er Schweizergarden, som er den mest kendte og består af 105 soldater, der stadig er iført renæssanceuniformen tegnet af enten Rafael eller Michelangelo. Værnepligten er 2 år, og det er stort set de samme schweiziske familier, der i fem århundreder har leveret soldater til pavens garde.

 

Den oprindelige kirke blev indviet år 326 af pave Silvester 1. Den var efter tidens forhold en vældig bygning og den første med et klokketårn. Den stod i 1.100 år. Pave Nikolaus 5. besluttede i 1452 at restaurere den faldefærdige kirke, og hermed begyndte faktisk opførelsen af den nuværende Peterskirke. Det tog ca. 150 år med deltagelse af 28 paver og utallige chefarkitekter, bl.a. Bramante, Rafael og Michelangelo.

 

Michelangelo var 72 år, da han i 1547 blev chefarkitekt. Han døde i 1564, så den store kuppel med inspiration fra kuplen på domkirken i Firenze blev færdiggjort af en anden arkitekt, Giacomo della Porta i 1572. Den nye kirke blev indviet den 18. november 1626 på 1.300-årsdagen for indvielsen af Konstantins basilika.

 

Peterskirken er 187 m lang indvendigt, og fra gulvet op til kuplens top er der 119 m. Kuplens diameter er 42,52 meter, omtrent som Pantheons. Hver af de 4 piller, som bærer kuplen, er 71 m i omkreds, og i hver pille er der nicher med 5 meter høje med 5 meter høje helgenstatuer, som hver især repræsenterer et af de fire relikvier, som er (eller var) opbevaret i pillerne.

 

         

     Schweizergarden holder vagt.                               Ny flygtningeskulptur, som skal minde os om verdens flygtninge og migranter.    

 

         

 

 

    

     Vi skulle igennem sikkerhedskontrol for at komme ind.

 

      Meget af udsmykningen er lavet af Michelangelo, bl.a. en meget kendt marmorstatue, som han skabte allerede som 22-årig. Den kaldes en pieta. Han har også lavet alle loftsmalerierne i det sixtinske kapel, som vi dog ikke nåede at se.

 

     

      Peterskirkens hovedskib, det var bare så flot og kæmpestor.

 

                      

      Lavet af Michelangelo                                                                                            

 

                            

 

Vi besøgte vatikanstaten både om aftenen og om dagen. Da vi var derhenne om aftenen, var der dejligt lunt, omkring 20 grader, så det var dejligt at gå rundt på Peterspladsen sammen med en del andre turister. Der er del skulpturer på selve Peterspladsen. Blandt andet er der kommet en ny flygtningeskulptur, som skal minde os om verdens flygtninge og migranter. Den blev indviet af Pave Frans i september 2019, så den er ret ny.

 

Der er også en stor obelisk midt på pladsen, som med bade og det hele er 41 meter høj. Den blev hentet fra Egypten af kejser Caligula i år 37 og er noget af en legende. Først stod den på Neros Circus, der omfattede en del af den nuværende Petersplads. I 1586 besluttede pave Sixtus 5. at flytte den til dens nuværende plads. Det tog 900 mænd og 140 heste at flytte den de få meter til Peterspladsen.

 

Der var en slags messe oppe på en forhøjning lige uden for selve Peterskirken, hvor der både var sang og messe. Det stod vi og lyttede lidt til.

 

Næste dag kunne man først komme ind i Peterskirken over middag, fordi det var en onsdag, og paven havde audiens om formiddagen. Det regnede lidt, da vi stillede os i kø omkring kl. halv 1, men det holdt hurtigt op igen. Der var en rigtig lang kø, og det tog ca. halvanden time, inden vi kom ind. Vi kunne dog se, at køen var endnu længere, da vi kom ud igen. Vi skulle igennem sikkerhedskontrol for at komme ind. Det var gratis at komme ind. Nogle valgte dog en guidet rundtur derinde, som kostede penge, men så slap de for køen.

 

Men det var ventetiden værd. Kirken er bare så flot og kæmpestor. Især højalteret var imponerende. Vi gik rundt og kiggede i et pænt stykke tid og beundrede kunsten og loftsmalerierne.

 

Udover at se alle skulpturerne og diverse udsmykninger var vi også nede i de vatikanske grotter, som er hvilested for mange tidligere paver.

         

     Der var 537 trin op, så det var lidt hårdt, men det var umagen værd. Til kuplens top er der 119 meter.

    

Der var rigtigt mange mennesker inde i kirken, men det var dog nemt nok at komme til at se tingene. 

 

Da vi kom ud, ville Bjørn op i kuplen, men jeg blev udenfor. Der var 537 trin op, så det var lidt hårdt, men det var umagen værd, for der var en meget flot udsigt deroppe fra. Der var lidt kø for at få billetter, som kostede 8 euro, hvis man ville gå hele vejen op, som han gjorde. Man kunne dog også tage en elevator et stykke af vejen. Der var blevet meget flot vejr på det tidspunkt, så der var udsigt over hele byen..

 

Da vi gik ud, kunne vi se et par soldater fra schweizergarden holde vagt i deres specielle dragter.

 

     

      Peterskirken sent om aftenen.

 

Det var en rigtigt spændende oplevelse at se Peterskirken både indvendigt og udvendigt.

 

 

 

 

 

 

                                                                                                              Jytte og Bjørn Larsen

                                                                                                                          Aalborg

                                                                                                             

 

       Tilbage til                                                                                             

       FORSIDEN