Tilbage til 

           Hestevogne er ikke et sjældent syn.

Rejsebeskrivelse fra Rumænien 14.-25. august 2021

Endelig kunne det lade sig gøre at rejse igen efter corona-pandemien. Vi havde længe haft lyst til at besøge Rumænien og Moldova, og Viktors Farmor havde en 12-dages tur til både Rumænien, Moldova og Transnistrien, som vi syntes lød spændende, så den valgte vi, for man måtte gerne rejse dertil, når man var færdigvaccineret.

Lørdag 14.8. - Afrejse

Vi skulle flyve med Austrian Airlines til Bukarest og havde tilslutningsfly fra Aalborg til København, så vores rejse startede 6.20 fra Aalborg, og vi mødte resten af gruppen i transithallen i København. Vi var 20 i alt, næsten alle sammen nogen, som også har rejst meget. Vi fløj 9.50 med Austrian Airlines til Wien, hvor vi kun havde en time til at skifte, men det gik ok.

Vi landede i Bukarest ved halv 4 tiden. Vi skulle gennem paskontrol og også vise coronapas og indrejseformular. Det skulle vi også både i Aalborg og i København. Vi skulle også have mundbind på både i lufthavnen og i flyet.

Vores rejseleder Carmen mødte os udenfor lufthavnen. Hun er rumæner, men taler udmærket dansk. Det har hun bl.a. lært på en sprogskole i Danmark, da hun var rejseleder for JS Rejser. Der var varmt, da vi ankom, ca. 33 grader, men det er en tør luft, så det var til at holde til.

Bukarest ligger i det sydlige Rumænien, og da vi kørte afsted i vores store bus, hvor der af masser af benplads og heldigvis air condition - og ingen mundbind - kørte vi gennem meget fladt landskab med kæmpestore marker med solsikker, majs og korn. Nogle af gårdene og markerne ejes af staten, mens andre ejes af private, bl.a. danskere. Det blev tidligere kaldt Rumæniens spisekammer.

   Kinesisk trompetblomst ses mange steder                                                        Lufthavnen i Bucharest

Fakta om Rumænien:

Rumænien er en suveræn stat i det sydøstlige Europa. Landet grænser op til Sortehavet, Bulgarien, Ukraine, Ungarn, Serbien og Moldova. Landet har et areal på 238.391 km² og et tempereret fastlandsklima. Arealmæssigt er Rumænien det niendestørste medlem af EU.

Floden Donau, Europas næstlængste flod, strækker sig fra Tyskland i sydøstlig retning 2.857 km, hvor den løber gennem ti lande før den løber ud i Rumæniens Donaudelta. Karpaterbjergkæden, som krydser Rumænien fra nord til sydvest, markeres ved et af de højeste punkter, Moldoveanu, der er 2544 meter.

Under anden verdenskrig var Rumænien allieret med Nazityskland mod Sovjetunionen, og kæmpede på Aksemagternes side frem til 1944, da landet i stedet gik over til De Allierede og efterfølgende blev besat af den Røde Hær. Rumænien mistede under krigen flere territorier, hvoraf Nordtranssylvanien blev returneret til landet efter krigens afslutning. Efter krigen blev Rumænien omdannet til den Socialistiske Republik Rumænien og blev medlem af Warszawapagten. Efter den rumænske revolution i 1989 begyndte landet en overgang til demokrati og kapitalistisk markedsøkonomi.

 I 1965 kom Nicolae Ceausescu til magten og begyndte at føre en udenrigspolitik, der var mere uafhængig af Sovjetunionen. Rumænien var således det eneste Warszawapagtland, der nægtede at deltage i den sovjetledede invasion af Tjekkoslovakiet (Ceaușescu fordømte sågar invasionen som "en stor fejltagelse, [og] en alvorlig fare for freden i Europa og kommunismens skæbne i verden

Efterhånden som Rumæniens gæld voksede voldsomt mellem 1977 og 1981 (fra US$3 milliarder til $10 milliarder), begyndte internationale finansorganisationer såsom IMF og Verdensbanken at få en gradvis indflydelse, der kom i karambolage med Ceaușescus autokratiske styre. Verdensbanken indførte til sidst en politik om total refusion af udlandsgæld, hvorefter den indførte stramninger overfor Rumænien, der ruinerede både befolkningen og økonomien. Det lykkedes gennem denne proces Rumænien at tilbagebetale al udlandsgæld i 1989. På samme tid udvidede Ceaușescu det hemmelige Securitate-politis autoritet voldsomt og indførte en personkult omkring sig selv, hvilket førte til et dramatisk dyk i hans popularitet og kulminerede i den rumænske revolution, hvor Ceaușescu og hans vicepremierminister, og kone, Elena, blev afsat og efterfølgende dømt, blandt andet for folkemord via udsultning, og henrettet i december 1989.

Et stykke uden for Bukarest kørte vi på motorvej, som der findes lidt af, men det var dog ikke så lang tid. Vi skulle køre næsten 4 timer i alt for at komme til byen Braila, som er en havneby ved Donau i det sydøstlige Rumænien. Der skulle vi være en enkelt nat. Da vi kørte fra motorvejen igen, kom vi igennem en del landsbyer, hvor der var små huse med køkkenhaver og lidt husdyr. Det var bl.a. folk, som var blevet tvangsforflyttet dertil, fordi de ikke ville aflevere deres jord til staten. De måtte starte helt forfra med at bygge hus og opdyrke jorden til grønsager. De levede af deres lille jordbrug og solgte deres overskud af grønsager fra boder ved vejen, bl.a. tomater, agurker og vandmelon.

Vi ankom til Hotel Traian ved halv 8 tiden og skulle spise med det samme. Bagefter gik vi en tur i det gode vejr, næsten 30 grader. Vi gik ned til Donau, men kunne ikke se så meget på grund af mørket. Vi gik også ind i en lille park tæt ved vores hotel.

Søndag 15.8. – Afrejse mod Iasi

 

Vi kørte afsted kl. 9. Vi skulle køre det meste af dagen for at komme til vores næste bestemmelsessted, Iasi i det nordlige Rumænien ikke langt fra grænsen til Moldova. Vi kørte rigtigt ude på landet og kom igennem masser af små landsbyer. Mange af husene var meget små og så forsømte ud, men indimellem var der også pæne huse. Mange af dem var med pastelfarver. Først efter 2000 kom der vand og el til alle landsbyer. Vi mødte flere hestevogne, så de er noget tilbage i udvikling på landet. Carmen mente, at det var et godt tidspunkt for os at besøge Rumænien, så vi kunne se kontrasterne mellem by og land, for om nogle år har det sikkert ændret sig, så der også er mere velstand på landet.

    Typisk rumænsk hus i fattige områder                                                              Der er også velhaverhuse

Vi så også en enkelt vindmøllepark, med møller fra Vestas.

Carmen fortalte en del om Rumænien, bl.a. om hvor ineffektivt landet er. Det stammer tilbage fra kommunisttiden, hvor der blev skabt arbejdspladser til alle, men det var ikke alle, der arbejdede effektivt. Ved vejarbejde er der omkring 7, som overvåger, og 1, som arbejder, så det tager meget lang tid at få ordnet tingene. På hotellet overvågede chefen de få ansatte, men hjalp ikke selv til.

I 2012 var der 21 mio. indbyggere, men ca. 5 mio. er rejst til udlandet på grund af de dårlige forhold.

I kommunisttiden var der meget industri, men nu satser man mere på landbrug.

Der findes 3 forskellige mindretal i Rumænien, ungarere, sachsertyskere og romaer. De 2 første grupper bliver fuldt accepteret, mens der bliver set ned på romanerne. Dog er mange af dem velintegrerede. Men ikke alle. De bliver gift tidligt og går ikke ret meget i skole.

 Vi så næsten ingen gårde, kun marker. Det skyldes, at staten tidligere ejede det hele og havde store gårde, hvor folk var ansatte. Men senere fik de fleste deres egen jord og hus.
 

    Vestasmøller.

Efter Rumænien kom i EU i 2007, er flere landmænd gået sammen om at dyrke jorden, så de også kan få EU tilskud.

Der er flere luksusbiler i Rumænien end i Danmark, for der er meget prestige i at have en flot bil.

Undervejs så vi folk på vej til kirke med pænt tøj og blomster, for det var en speciel helligdag. De fejrede Jomfru Marias himmelfart, hvor de gik i kirke om formiddagen og fejrede det med familien om eftermiddagen. Der er messe fra kl. 9 til 12, men man behøver ikke at være der alle 3 timer.

Vi ankom til Hotel Moldova i Yasi ved halv 4 tiden. Det er landets næststørste by og ligger tæt på grænsen til Moldova. Den var hovedstad i fyrstendømmet Moldavien i næsten 300 år og har faktisk også været hovedstad i Rumænien – i 2 år, inden Bukarest tog over. Byen er det kulturelle centrum i landet.

      Udsigten fra vores værelse på Hotel Moldova i Iasi. Kulturpaladset er til venstre.

Da vi havde sat kufferterne op på værelset, gik vi en tur ned til en flot kirke og bagefter hen til gågaden, hvor vi fandt en cafe, hvor vi sad i skyggen, for der var 33 grader. Vi fik en cappuccino.

Da vi gik tilbage, så vi flere brudepar blive fotograferet ved Kulturpaladset, som er et af de største museer i landet. Der stod en kæmpestor limousine derhenne. Vi har aldrig set så stor en limousine.

Vi spiste på hotellet. Det gjorde vi næsten hver aften. Vi fik hver aften 3 retter, så det var fint. Vi købte en tjekkisk øl til 6 lei hver, ca. 10 kr., så det er billigt.

 Mandag 16. 8. – Munkekloster og vingård

 

Efter morgenmaden gik vi en tur, for vi skulle først afsted kl. halv 12. Vi gik over i gågaden, hvor der allerede var varmt lidt over 9. Vi var inde at kigge i et par kirker, bl. a. Katedralen catedrala mitropolitana. Der var messe, så der var lang kø for at komme ind. Den var flot indvendigt. Folk sidder ikke ned. De er rumænsk-ortodokse og meget troende. Bagefter gik vi ned og satte os lidt i en park, inden vi gik tilbage til hotellet.

Vi kørte afsted kl. halv 12 til et munkekloster, som ligger på en bakke i udkanten af byen. Det er fra 1600-tallet og ligger omgivet af vinmarker, så de dyrker deres egen hvidvin. Der er 24 munke, men de vil gerne have flere. Det er dog svært at få unge mennesker til at blive munke eller nonner. Der er omkring 600 klostre i Rumænien. I kommunisttiden blev alle klostre lukket og brugt til andre ting, bl.a. landbrug. Men efter kommunismens fald blev de åbnet igen.
 

Vi blev mødt af en af munkene, da vi ankom. Han kunne kun snakke rumænsk, så Carmen oversatte. Det er et flot og velholdt kloster. Vi var først inde på et lille museum med værdifulde ting, både kors, smykker og bøger. Derefter var vi inde at se klosterkirken. Munken sang en lille sang for os.

Vi skulle også spise frokost på klostret, i deres spisesal. Der var dækket op med ene vegetarretter. Inden vi skulle spise, bad munken bordbøn. Maden var virkelig god, først med nogle forretter, bl.a. en lækker salat. Derefter fik vi kåldolmere, for det rumænske køkken er inspireret fra Tyrkiet. Desserten var tiramisu. Vi fik deres egen blomme- brændevin samt deres egen hvidvin. Efter spisningen sang munken en lille sang for os og velsignede os alle sammen.

Efter besøget på klostret kørte vi ud til en mindre vingård lidt udenfor byen. De var startet i 2009.
Vi smagte 5 forskellige vine, hvidvin, rose og rødvin. Det var en lidt mere simpel form for vinsmagning, men meget charmerende. Vi stod op hele tiden ude blandt ståltankene med vin, for de havde ikke et specielt rum til smagningen.

Vi var der godt en times tid og var hjemme igen ved halv 6 tiden.

Efter aftensmaden var vi ude at gå en aftentur i det dejlige vejr. Der var 28 grader kl. 21.

Tirsdag 17.8. – Kulturpaladset og afrejse mod Moldova

Efter morgenmaden pakkede vi vores kufferter, inden vi gik en tur, for vi skulle først mødes kl. 10.

Selvom der er regler for mundbind, og man skal have det på inde på hoteller og restauranter, bliver det ikke overholdt. Det er næsten kun i busserne, folk har det på. Der er ikke særligt mange smittede, men det er begyndt at stige lidt. Nu er det især folk, som vil ud at rejse, der bliver vaccineret.

Vi gik ned i en flot park, som lå meget tæt på vores hotel. Der var en flot udsigt til kulturpaladset dernedefra. Der var også springvand.

Klokken 10 gik vi hen for at se Kulturpaladset, som lå lige i nærheden af vores hotel. Det var rigtigt flot og har været bolig for de forskellige fyrster. Nu var det museum med udstilling af ting fra gamle dage. Blandt andet var der et etnografisk museum og et kunstmuseum. Det var interessant.

Bagefter kørte vi hen til et bryggeri i udkanten af byen, hvor vi skulle spise frokost. Det var et hyggeligt sted, hvor der også var restaurant. Vi fik tapas og en fadøl. Der var varmt, ca. 35 grader.

Da vi havde spist, kørte vi mod grænsen til Moldova. Der var nogle biler foran os ved grænseovergangen, så det tog over en time at komme over grænsen. Først skulle det rumænske grænsepoliti have passene, og lidt efter skulle grænsepolitiet i Moldova have både pas og coronapas. Vi passerede floden Prut på grænseovergangen.

 

For at læse videre om Moldova – tryk her:


Lørdag 21.8. – Tilbage til Rumænien

Efter at have været i Moldova og Transnistrien var vi nu på vej tilbage til Rumænien.

Vi skulle køre tilbage til Rumænien kl. halv 10. Chaufføren Karmel tjener Ca. 1000 euro ved at være chauffør, så det er det dobbelte af det, han tjente ved at være lærer. Her i Rumænien skal de også over overholde EU hviletidsreglerne, men man kunne godt betale lidt penge som bestikkelse, hvis man har overtrådt reglerne.

Det tog ca. halvanden time at komme til grænsen. Men det tog over 2 timer at komme over grænsen, for grænsekontrollen skulle til frokost midt i det hele, og hun var endda næsten færdig med at ordne papirerne for vores bus. Det var surt. Men de vil vise, at det er dem, der bestemmer. Carmen sagde, at man skulle i hvert fald ikke skynde på dem, for så blev de bare mere på tværs. Men endelig kunne vi køre videre.

   Ukrudtet på kirkegårdene får mange steder lov til at vokse frit.

 
Vi kørte igennem landbrugsområder og små landsbyer. Vi mødte faktisk en del hestevogne læsset med hø. Det var sikkert anden afgrøde, for de kan godt høste 2 gange. Vi så også mange små boder med grønsager, især vandmeloner.

Vi skulle finde et sted at spise det mad, vi havde fået med fra hotellet, for klokken var blevet mange på grund af den lange ventetid ved grænsen. Da vi kom til en landsby, sagde Carmen, at hun vist kendte en dame der i byen. Det gjorde hun. Det var en gammel dame på 80 år, som gerne ville have besøg, så vi tog vores vand og madpakker med hen til hendes hus, som hun boede i sammen med sit barnebarn, hans kone og deres barn, dvs. konens oldebarn. Hendes mand og søn var døde. Det var helt vildt hyggeligt og spændende at se et helt almindeligt hus i en landsby. Hun havde også køkkenhave med bl.a. tomater og kål, samt høns.

   Hos den meget gæstfrie gamle dame (80 år), hvor vi sad i hendes have overdækket med vinranker.

Der var jord til huset/gården, men det var lejet ud. Så hun fik indtægt derfra, for hendes pension var kun 1600 kr. om måneden, fordi hun ikke havde arbejdet ret mange år. Vi sad under vinrankerne og så også hendes hus indvendigt.

 

Derefter kørte vi videre og kom bl.a. gennem en landsby, hvor der boede mange fattige sigøjnere. Husene så dårlige ud og med meget rod udenom.

Vi kørte omkring halvanden time, inden vi kom til vores bestemmelsessted, hotel Ceahlau i byen Piatra Neamt. Den er hovedstaden i distriktet Neamt. Byen er et turistcentrum på grund af dens beliggenhed i Østkarpaterne og har flere seværdigheder, f.eks. en del klostre. Derfor var hotellet også næsten fyldt op.

Søndag 22.8. – Klostre

Da vi havde spist morgenmad, gik vi en tur på ca. 50 minutter. Der var 21 grader, så det var meget tilpas. Carmen havde været inde i en butik, men næsten ingen bar mundbind, selvom smittetallet var  steget fra 100 om dagen, da vi kom for en uge siden, til nu 600 om dagen. Men folk er blevet trætte af restriktionerne.

Kl. 10 kørte vi afsted. Vi skulle besøge 2 klostre, for dette område er kendt for deres mange klostre. Mange af de rumænere, der besøger byen på en lille ferie, gør det på grund af klostrene.

Mange rumænere, især de ældre ude på landet, er meget troende og donerer en del penge til kirken og klostrene. Nonnernes og munkenes løn fra staten går til klosteret og betaler også præstens løn. Andre måder kirken får penge på, er ved at præsten går rundt til alle husene i sin menighed. Det skal folk give 150 lei (ca. 250 kr.) for hvert år til kirken. Man får så et dokument. Når man bliver gift, skal man bevise, at man har betalt i 3 år. Brudeparret betaler ekstra til præsten, fra 700-2000 kr.

Når folk flytter til et større hus, kommer præsten og velsigner huset. Og når man får et barn, kommer præsten og velsigner huset igen. Man betaler også for barnedåb. Præsten velsigner også ens bil og får penge for det. Det koster også penge til præsten, når man skal begraves, så kirken er meget rig, men giver ikke noget til de fattige.

Den nye generation er ikke særligt kristne, det er især de ældre. Næsten alle på landet går i kirke om søndagen

Vi så en del storke, da vi kørte ude på landet, men der er også en del uopdyrkede områder.

Vi besøgte først nonneklosteret Agapia, et af de største i Moldavien, som denne del af Rumænien hører under. Det er på Unescos verdensarvliste på grund af de mange vægmalerier. Der er 500 nonner på klostret. Der var mange mennesker, da vi var der, fordi det var søndag, så de skulle til messe i kirken, som er i midten og med klostret udenom. Der var også bygget nogle huse ved siden af klostret. Der boede de ældre nonner, mens de yngre boede på klostret. Der er nemlig mange, som gerne vil være nonne.

Der var helt vildt mange altankasser fyldt med sommerblomster, hele vejen rundt. Desuden var der store blomsterdekorationer i nogle bede. Det så flot ud. Vi var både inde i kirken og deres væveri, hvor de vævede flotte gobeliner, som blev lavet på bestilling.

Derefter kørte vi hen til munkeklostret Neamt, som lå ca. en halv times kørsel fra det første kloster. Det er også på Unescos verdensarvliste på grund af de flotte fresker og er det ældste, største og rigeste kloster i Moldavien. Der hører en del skov og marker til klostret. Der var dog ikke så mange blomster der. Der boede 150 munke.
       

    Munkeklostret Neamt

På tilbagevejen kom vi forbi en ny kirke, som hører til klostret. Den blev bygget i 1999 og var bemalet både udvendigt og indvendigt. Tidligere var det kun de adelige og rige, som måtte komme ind i kirken, mens de fattige skulle stå udenfor. Derfor var nogle kirker også bemalet udvendigt. Der var bryllup udenfor. Det var borgmesteren, som forestod vielsen, og bagefter foregik velsignelsen inde i kirken.

Efter besøget i klostrene kørte vi til en landsby, hvor Carmen kendte en familie. Kvinden hed Cornelia, og hun og hendes sønner og svigerdatter havde lavet mad til os. Der var dækket op ude i haven. Vi fik små retter af egen avl og hjemmelavet vin og snaps. Det smagte meget godt og var hyggeligt. Vi så også deres køkkenhave og køkken. Manden og den ene søn arbejdede i England og var kun hjemme en gang om året. Det må ikke være sjovt, men sådan er det for en del rumænere.

Vi spiste på hotellets terrasse, for der var 2 bryllupper, så der var ikke plads til os. Det larmede dog lidt fra festen. Efter spisningen gik vi hen for at høre noget musik og optræden i det lune vejr. 

                                                                                                                              De bedende kravlede igennem et alterhul, kom derved "rene" ud

Mandag 23.8. – Til Bukarest

Vi stod tidligt op og gik en tur før morgenmaden. Vi skulle køre kl. 9, for der var en lang tur til hovedstaden Bukarest, hvor vi skulle være de 2 sidste nætter. Landskabet lignede det, vi havde kørt i tidligere med både vinmarker og solsikker.

Carmen fortalte om tiden under kommunisttiden og tiden bagefter. Folk blev holdt nede og turde ikke være kritiske, for der blev holdt øje med dem af Securitate, det hemmelige politi, som sendte hele familien i arbejdslejr, hvis en i familien sagde myndighederne imod. I starten var Nicolae Ceausescu ret populær, også i Vesten, for han gik imod Rusland, men efterhånden blev han mere totalitær.

Dengang Rumænien skulle betale deres gæld tilbage til Vesten, skulle næsten alle landets fødevarer eksporteres for at skaffe penge, hvilket betød, at der blev mangel på fødevarer i landet. Derfor fik folk rationeringskort til brød, sukker, mel m.m. Folk stod i kø i lang tid, og der var næsten ingen varer i butikkerne.

Gas var også rationeret, så der var meget koldt om vinteren. Derfor sov alle i køkkenet, også hos Carmens forældre. Sådan er det stadigvæk nogle steder.
 
På grund af alle disse tiltag var Rumænien gældfri i 1990, men det var på bekostning af befolkningen, som ikke havde varer nok.

Hun fortalte også, at Nicolae Ceausescu og hans kone Elena ikke rigtigt vidste, hvad der foregik, for når de kom på besøg nogle steder, fik børnene fri fra skole, så de kunne stå og vinke ved vejen. Og der blev gjort ekstra godt rent.

Befolkningen blev efterhånden mere og mere utilfreds, og en ungarsk præst i byen Timisoara, Laszlo Tokes, talte kritisk om behandlingen af Rumæniens ungarske mindretal. Derfor ville myndighederne tvangsfjerne ham til et andet sted, men flere hundrede mennesker havde taget opstilling foran hans hus den 15. december 1989, og der kom flere til, så det lykkedes ikke for politiet at hente præsten, og Securitate blev mødt af en mur af mennesker, der gik rundt om bygningen med blomster. Det startede revolutionen. Det endte med, at militæret sluttede sig til folket, så Elena og Nicolae Ceausescu prøvede at flygte i en helikopter efter at have holdt en tale på Cenralkomiteens balkon den 21. december, hvor folk buhede ad ham. Vi så den bygning, da vi var på rundtur i Bukarest den sidste dag. Det lykkedes dog ikke for dem at flygte, for helikopteren vendte om, fordi militæret nu holdt med befolkningen. De kom i fængsel, og den 25. december blev der nedsat en standret, hvor parret fik at vide, hvad de havde gjort forkert, og derefter blev de dømt til døden og blev skudt.

Derefter blev der en slags demokrati, og det var ikke mere det kommunistiske parti, der regerede. Man forsøgte også at komme korruption og sort økonomi til livs, også nedefra. Så skattemyndighederne kom og kontrollerede, at de småhandlende ikke tjente sorte penge. Hvis der blev snydt, fik folk en stor bøde.

Efter Rumænien er kommet i EU er økonomien blevet meget bedre, og BNP stiger hvert år. Lønningerne er dog stadigvæk lave, men priserne på fødevarer er næsten ligeså høje som i Danmark.

Minimumslønnen er 3500 kr. om måneden, men det skal man ikke betale skat af. Man betaler 33% af resten. Mange folk laver en kontrakt med deres arbejdsgiver, som går ud på, at de får sorte penge ud over deres mindsteløn, så de ikke kommer til at betale skat. Det startede omkring år 2000. Det betyder dog også, at folk ikke får ret meget i pension, for den afhænger af ens løn. Pensionen er 1600 kr. om måneden, hvis ikke man har en arbejdsmarkedspension.

Især ude på landet brugte mange mænd meget af deres løn på spiritus, så der ikke var penge til mad m.m., og konerne gik hjemme. Derfor blev der uddelt madkuponer, som var skattefrie. Det svarer til 600 kr. om måneden.

I Transsylvanien er lønnen højere, og der bruger man ikke systemet med sorte penge. Det er også ved at ændre sig, for nogle tjener en god løn, 10.000-12.000 kr., f.eks. i banker og private firmaer.  Man prøver at gøre det attraktivt for unge mennesker at blive i Rumænien ved at give dem en god løn, f.eks. læger og IT folk.

Biler og lejligheder er meget billigere end i Danmark. Bilpriser er under halvdelen af priserne i Danmark, og det samme gælder lejligheder.

Kontanthjælp er 600 kr. om måneden, og børnebidrag er 300 kr. om måneden.

Vi spiste frokost undervejs på en hyggelig restaurant, hvor vi sad i deres gårdhave. Vejret var fint, for der var blevet godt 30 grader igen.

Vi ankom til vores hotel Rin ved halv 6 tiden. Det er et 4-stjernet hotel, som ligger centralt i Bukarest. Vi fik værelse på 4. Sal.

Tirsdag 24.8. – Familien Ceausescu

Den sidste dag stod den på sightseeing i Bukarest. Vi startede kl. 9 med at køre lidt rundt i byen og se nogle flotte springvand og flotte og store bygninger. Bukarest er en flot by, især omkring centrum. Der er også nogle flotte boulevarder og mange træer. De blev lavet i Ceausescus tid og er en efterligning af Champs-Elysee og Unter den Linden.
 

                                                                                                                               Folkets Hus næststørste administrationsbygning i verden efter Pentagon 

Bukarest startede som en lille by i 1430, men i 1856 begyndte den at udvikle sig, da  den blev hovedstad, dengang Moldavien og Wallachia blev til Rumænien. Især i kommunisttiden blev der bygget mange boligblokke, for folk blev tvunget til at flytte til Bukarest for at arbejde i industrien. Der er 1,6 mio. indbyggere i selve byen og 2,1 indbyggere med de omkringliggende områder.

Der er meget trafik her, med både privatbiler, busser og metro, men næsten ingen cyklister, for der er næsten heller ingen deciderede cykelstier, og det gælder hele Rumænien, men der er mange el-løbehjul i Bukarest.

Vi kørte først hen til Folkets Hus, som er en enorm administrationsbygning, den næststørste i verden efter Pentagon. Det var et af Ceausescus prestigeprojekter, som blev påbegyndt i 1983, mens folk i Rumænien sultede. 20.000 arbejdere stod for byggeriet. Her holder parlamentet bl.a. til. Med en vægt på over 4 milliarder kg er det den tungeste bygning i verden, og den synker med 6 millimeter om året. Den blev helt færdig i 1997. Der er 12 etager, men vi så kun en del af de nederste etager, 7% af hele bygningen. Der er i alt 1100 værelser. Det var kæmpestore og imponerende rum. Der var også mange flotte lysekroner, som er lavet af bjergkrystaller. De største vejede 3 tons. Når man skulle skifte pærer eller gøre dem rent, gik man indeni dem. Der lå også et kæmpestort gulvtæppe i et af rummene, som der skulle 30 mand til for at rulle ud.

Efter Elena og Nicole Ceauscescus henrettelse i 1989 var der nogle, som ville rive bygningen ned, da den var et dårligt minde om kommunisttiden, men man besluttede at lade det stå og omdøbe det til Parlamentets hus.

Rundturen med en lokal guide tog omkring halvanden time.

Derefter kørte vi lidt mere rundt i byen og derefter hen til Ceausescus private bolig, som ligger i ambassadeområdet. Det er i dag museum. Det var et flot hus, især indvendigt, men var ikke et slot. Deres 3 børn boede der også og havde hver sin lejlighed. Mange af møblerne var i Ludvig 14. stil.
 

    Indgang til Ceausescus private bolig

    Ceausescus kontor.                                                                                                 Præsidentens/diktatorens svømmehal.

Huset var også fyldt med gaver, de havde fået af regeringschefer, som besøgte dem.

Der var også en flot vinterhave og svømmepøl. Væggene i svømmepøl-rummet var beklædt med den flotteste mosaikkunst med flotte farver. Der var bl.a. billede af en påfugl, for parret elskede påfugle og havde nogle til at gå rundt i deres have, og der var stadigvæk påfugle udenfor.

De havde 11 ansatte til at gøre rent, lave mad, ordne have m. m. Men de ansatte boede der ikke.

Rundturen varede en times tid, og derefter blev vi kørt ned til den gamle by, hvor vi fandt en cafe sammen med nogle af de andre. Der var varmt, 30 grader, så vi satte os i skyggen. Vi fik en kop kaffe og et stykke cheesecake. Det smagte godt.

Bagefter gik vi hjem til hotellet, for der var kun en kilometer. Carmen forklarede vejen og det var nemt nok at finde den.

Vores sidste aften skulle fejres på en restaurant med musik. Det var et hyggeligt og stort sted i det fri under nogle store træer. Vejret var pragtfuldt til at være udendørs.  Vi fik tapas til forret og rosévin, og til hovedret fik vi forskellige slags grillet kød med lidt tilbehør samt rødvin. Vi fik også et glas traditionel blomme brændevin fra Transsylvanien, Carmens hjemegn. Til dessert fik vi is.

Der blev spillet musik hele aftenen, bl.a. panfløjte, og en kvinde sang. Hun havde nationaldragt på. Det er det eneste sted i Bukarest, hvor der er musik for tiden på grund af pandemien.

Vi var hjemme omkring halv 11 efter en rigtig hyggelig aften.

Onsdag 25.8. – Hjemrejse

Vi skulle først af sted til lufthavnen kl. 12, men havde heldigvis værelset indtil da, så vi pakkede det meste og gik en tur på cirka 3 kvarter ned til centrum og tilbage. Der er nogle dejligt brede gåområder.

Det tog godt en halv time at køre i lufthavnen. Vi skulle flyve lidt i 4, så vi havde god tid. Vi fik sagt farvel til Carmen og takkede for en rigtig god tur.

Vi skulle først flyve til Wien med Austrian Airlines og der skifte fly videre til København. Vi havde en time til at skifte, så det var lidt stressende, for vi skulle både igennem paskontrol og sikkerhedskontrol igen, selvom vi var i transit. Men vi nåede det. Vi sagde farvel til de fleste i flyet og takkede for hyggeligt samvær, for vi skulle jo ikke ud i København, men flyve direkte videre til Aalborg.

Vi var hjemme omkring kl. 22 efter en rigtig spændende tur med masser af oplevelser. Og Carmen var en rigtig god guide. Hun havde en masse viden om landene, fordi hun altid har boet i Rumænien, og derfor kunne hun finde mennesker og steder at besøge, som man ellers ikke har mulighed for at besøge som turist, og hun var altid villig til at svare på vores spørgsmål og hjælpe os. Derfor kan vi varmt anbefale Viktors Farmor og deres ture til Rumænien med Carmen som guide.

Carmen ejer selv rejsebureuet JS-Rejser, som også arrangerer rejser til bl.a. Rumænien.

                                                                                                                 Jytte og Bjørn Larsen
                                                                                                                           Aalborg                                                                                                                                                                                                                                        

 Tilbage til