Tilbage til forsiden
Historie
Rapa Nui – Påskeøen.
Vulkanø med oprindelig palmebevoksning.
Påskeøen er formet af tre udslukte vulkaner. Mod øst Poike, som er 3 mio. år gammel; mod sydvest Rano Kau, som er en 1 mio. år gammel og mod nord Maunga Terevaka, der er ca. 500.000 år gammel. Forud for menneskets ankomst var der tæt skov på Påskeøen, først og fremmest palmetræer.
Øen er ca.
Det tager 5 timer at flyve fra Santiago i Chile, før man lander på Rapa Nui. Flyver man videre herfra, er der ca. 6 timers flyvning, inden du ankommer til Tahiti i Fransk Polynesien. Intet andet end hav og hav er der på denne strækning!
ÅR 300
Hvor kom de fra?
Vores viden om menneskets tilstedeværelse på Påskeøen er i hovedsagen forankret i teorier, der tager udgangspunkt i ærkæologiske fund. Nogle teorier er mere sandsynlige end andre.
Omkring år 300 mener man at der kom polynesere sejlende fra
Marquesas-øerne, som ligger ca.
Arkæologen Thor Heyerdahl mente tværtimod, at øboerne oprindeligt kom fra Sydamerika.
1 Hans berømte Kon-Tiki sejlads i en sivbåd fra Peru til Tuamotuøerne i Polynesien beviste,, at det var muligt at sejle fra Sydamerika i sivbåde.
2 I en grav i Tucume, Peru, fandt man en balsaflåde og fuglemænd afbildet som relieffer. Disse hører til de ældste symboler i den columbianske kultur. Fund af indridsede sivbåde findes også på en af statuerne på Påskeøen.
3
Fuglemandsdyrkelsen har igennem århundreder
været almindeligt ikke mindst i
4 Man har fundet en knælende statue (ved Ranu Raraku) som ellers er helt unik for Tiahuanacoområdet i Bolivia.
5 Ahu stensætningernes grundkonstruktion (Ahu Vinapu), er meget identiske med nogle i Peru ( Cuszo og Machu Picchu).
Alle disse ting kunne tale for, at befolkningen på Påskeøen kom fra Sydamerika, mente Thor Heyerdahl.
Ahu med moai-skulpturer ovenpå
Moai
ÅR 600
Stenalderkultur med
ahu og moai-helligdomme.
I 600 tallet ved Tahai på den sydlige del af øens vestkyst og i Vinapu på øens sydøstligste kyst byggede man øens ældst kendte ahukonstruktion. Stenaldermenneskene begyndte at lave ahu-stensætninger, som over de næste århundreder udviklede sig til store strukturer, der var adskillige meter lange og bygget, i hvert fald nogle af dem, med omhyggeligt tilpassede stenfacader, som i præcision tåler sammenligning med de tungere, meget nøjagtigt udførte inka-mure i Peru i Sydamerika. Lidt senere udbyggede man ahuerne med moaier, som var store stenskulpturer. Kæmpehovederne satte man ovenpå ahuen.
Man mener at moai`erne blev hugget og rejst som
repræsentanter for forfædrenes ånder, høvdinge eller andre højtrangerede mænd.
De er ikke individualiserede portrætskulpturer, men standardiserede
repræsentanter for magtfulde individer. Stenskulpturerne blev udhugget ved
”værkstedet” i Rano Raraku. Mange moaier, 397 står fortsat i ” værkstedet”, de
nåede åbenbart ikke at blive flyttet inden samfundet brød sammen. I 1989 var
der i alt 887 moaier på Påskeøen. Den største kaldet El Gigante måler
Man mener at alle klaner eller familier havde deres maoi-statue. De blev oftest rejst ude ved kysten med hovederne vendt ind mod øen.
Kulturspring. Den
søde kartoffel. Ahu og moai - helligdomme fra 600-tallet og frem.
Det synes, som om der skete et spring i øens kulturudvikling omkring år 700 på et tidspunkt, hvor befolkningen voksede, og hvor kystområderne var blevet beboet.
Hvorfor rapa nui’ernes kulturelle og kunstneriske evner over kort tid ændrede sig så meget, ved man ikke. Men arkæologen Sergio Rapu har fremsat den teori, at den ernæringsrige søde kartoffel kom til øen på det tidspunkt og var brændstoffet til udviklingen. Den søde kartoffel, som selv i dag er en vigtig ingrediens i
rapa nuiernes køkken, er en sydamerikansk afgrøde, som må være ført til Påskeøen af mennesket. Hvordan og af hvem er blandt øens mysterier.
Kulturspringet kom til udtryk ved, at ahu’erne voksede til gigantiske størrelser som den ved Tongariki, og at man påbegyndte udhugningen af stiliserede moai’er af den vulkanske lavasten, fortrinsvis fra stenbruddet i Rano Raraku. En yderligere udvikling var, da rapa nui’erne nu også huggede røde toppe fra stenbruddet Puna Pau, kaldet ”pukao”. De sidste moai’er blev formentlig udhugget omkring år 1350.
Ved at
trykke på Her kan du få yderligere oplysninger og billeder fra de vigtigste
Ahuer og Moaier →
HER
ÅR 1722
De europæiske
opdagelsesrejsende. Hollænderen Jacob Roggveen 1722.
Den hollandske opdager Jacob Roggeveen og hans besætning, der var sejlet ud for at finde nyt land i det sydlige Stillehav, var formentlig de første ikke-polynesere nogensinde på Påskeøen. De lagde til påskesøndag 1722 og navngav øen efter dagen for deres ankomst - nemlig Påskeøen. Han berettede at han så rækker af rejste, kolossale stenstatuer. De vendte alle ryggen mod havet. Moaierne blev bevogtet af præster, hvis hud næsten var ligeså lys som europæerne og ud af ørefligene stak der store skiver. Roggeveen sejlede derfra dagen efter.
I 1770 ankom den spanske kaptajn Don Felipe Gonzalez med besætning. Han erklærede øen for spansk territorium og kaldte den San Carlos efter sin konge Carlos III.
ÅR 1774
Katastrofen /
Mysteriet. Tidsrummet 1770 (Gonzales) til 1774 (James Cook)
Kaptajn James Cook med besætning ankom den 11 marts 1774 til Påskeøen, bare 4 år efter besøget af spanieren Gonzales. Den engelske kaptajn havde store forventninger til mødet med Rapa Nui. Han havde læst beretningerne af Roggeveen og Gonzales. Men den engelske opdagelsesrejsende blev meget skuffet. Både øen og dens indbyggere havde undergået en underlig forandring. Øboerne levede under svære forhold og markerne så meget tørre og stenrige ud. Ekspeditionen noterede sig også, at mange statuer var væltet, samt at de røde moaihætter lå spredt rundt om ahuerne.
Påskeøen er et tydeligt eksempel på, at man ikke bare uhindret kan fælde alle skovområder og palmer uden at genplante. Til sidst var øen støvsuget for træer, altså intet tømmer til kanoer, huse m.m. Mulighederne for grøntsagsdyrkning forringedes på grund af den tiltagende jorderosion. At øens befolkning efterhånden nåede ca. 15000 indb., gjorde ressourceknapheden endnu værre.
Påskeøen havde som andre polynesiske samfund en politisk organisation centreret om en konge kaldet ariki-mau.
Den ødelæggende magtkamp var mellem to klaner på øen. Den ene gruppe kaldtes kortørerne. Den anden, lidt lysere i huden, gik under navnet langørerne. Deres lange ører fik de ved at have ting hængende i ørerne. Man mener at langørerne forlangte, at kortørerne skulle hjælpe med (tvinges) til at lave de store moaier. Kortørerne, som også var flest og vandt den endelige magt.
James Cook var vidne til resultatet af rovdrift på miljøet, overbefolkning, magtkampe/krige og hungersnød. Resultatet til sidst - et samfundsmæssigt sammenbrud.
Fuglemandskulten opstod i kølvandet på, at den gamle moai-kultur krakelerede (i tidsrummet 1722 til 1774?) Mange statuer var væltet (James Cook), og rapa nuierne så sikkert ingen grund til længere at dyrke/ære de afdøde forfædre (stenhovederne). Kulturen havde jo vist ikke at kunne tilfredsstille befolkningens ønsker.
Nu blev Makemake det centrale, og han blev repræsenteret af den såkaldte ”fuglemand” Tangata Manu her på jorden. Hvert år i september samlede de unge mænd sig ved ceremonilandsbyen Orongo ved vulkanen Rano Kau. Det gjaldt nu om at være den første til at svømme over til den lille ø Motu Nui og få fat i det første nylagte fugleæg, svømme tilbage med det, hvorunder han havde det opbevaret i et pandebånd. Vinderen fik barberet håret, øjenbryn og øjenvipper af, og blev derefter malet hvid i hovedet. Han skulle derefter opholde sig i et bestemt hus ved Rano Raraku. Den hellige mand kunne vælge en kvinde til at opvarte sig. Han var tabu, Tangata Manu - forbindelsen til guden. Ingen måtte røre eller se på ham. Først næste år i september måtte han gå ud blandt folk igen.
Da missionærerne kom blev fuglemandskulten forbudt (ca.1864), og de kristne gjorde deres til, at øboernnes rongotavler blev ødelagt. Hermed forsvandt en mængde oplysninger om en svunden kultur. Værst var det, at man tilmed tvangsforflyttede rigtig mange og ikke mindst de nøglepersoner, som kunne læse rongoskriften. De døde alle under deres tvangsarbejde i Peru. Man mistede hermed koden til at tyde sproget, og i dag er man stadig ikke i stand til at læse skrifterne.
ÅR 1862
Slaveri (1862) og
sygdomme → opløsning
Mellem 1770 og 1862 fik øen besøg af omkring 100 skibe udefra.
I 1820’erne og 1830’erne blev øen især besøgt af hvalfangerskibe. Forholdet til
de besøgende var generelt godt. Rapa nui’erne solgte deres kunsthåndværk og
fødevarer for europæiske produkter, for eksempel søm og tøj.
Kombinationen af mangel på arbejdskraft i Peru, et britisk forbud i Peru mod import af kinesisk arbejdskraft og en irsk ”migrationskonsulent” førte imidlertid til de katastrofale overfald på Påskeøen, som begyndte i december 1862. I 1862 var der 3.500 indbyggere på øen, men de næste måneder blev ca. 2.000 rapa nui’ere bortført for at blive slaver i såvel Peru som på øer i Fransk Polynesien. Blandt de bortførte til Peru var kongen, hans søn og præsteskabet.
Pres fra biskoppen på Tahiti stoppede overfaldene på øen. Men skaden var sket. Tuberkulose og kopper forårsagede mange dødsfald blandt de rapa nui’ere, der blev bortført til Peru.
100 af de bortførte blev siden fundet og i 1865 sendt tilbage til Påskeøen. De 15, der overlevede den tur, medbragte sygdomme, der næsten fik gjort det af med den tilbageblevne befolkning på øen, der havde klaret sig igennem overfaldene ved at skjule sig i øens mange huler.
ÅR 1877
I 1877 boede der 111 rapa nui’ere på Påskeøen.
Den drastiske befolkningsnedgang over kort tid blev fatal for rapa nui-kulturen, der gik i opløsning. Missionærer, der var ankommet i 1864, fik over kort tid omvendt befolkningen til katolicismen, hvorved befolkningens viden om denne kultur blev udvisket. Missionærerne gjorde tilmed yderligere det, at de brændte de historiske rongo-rongo-skrifttavler. Tavlerne blev brugt af de indfødte ved hedenske rituelle begivenheder og var derfor ilde set ud fra de kristnes synspunkt. Selvom få tavler blev reddet, har man endnu ikke kunnet tyde skriftsproget.
Altså udryddelsen af en befolkning - både selvforskyldt og fremmed påvirkning - samt manglen på skriftlige kilder, har gjort sit til, at der er så mange ubesvarede spørgsmål.
Tilbage til forsiden